Kend din vandmåler
Der findes mange forskellige vandmålere. Vi forsøger at indkøbe vandmålerne, så de dels passer til den enkelte kunde og dels passer ind i vores samlede målerpark. Med tiden kommer der dog forskellige typer målere ind, men vi udskifter selvfølgelig de ældste, efterhånden som de går i stykker.
Det er vigtigt, at du kender din måler og at du løbende følger med i dit forbrug. Skulle der komme en utæthed i din installation, kan det komme til at koste dig mange penge. Læs mere om, hvordan du kontrollerer din måler nedenfor.
Tjek for utætheder
Det kan koste dig mange penge at have en utæthed i din vandinstallation, både i bebyggelsen og på jordledningen – altså den del af vandstikledningen, der ligger inden for matrikelskel. Derudover koster det penge i vandafgift samt vandafledningsafgift.
Har du mistanke om en utæthed i dine vandinstallationer eller på din grund indenfor skel, skal du kontakte et autoriseret VVS-firma.
Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du opdager en utæthed i vandinstallationerne, og undersøg, om du har en rørskadeforsikring, der dækker omkostningerne til udbedring af skaden.
Hvis uheldet er sket, har du mulighed for at søge om refusion for vandafgift samt vandafledningsbidrag.
Du finder ansøgningsskemaet på vore side om "Vandspild og lækager".
Hold øje med dit forbrug på vandmåleren
En person bruger i gennemsnit 118 l/dag i en almindelig husholdning. Det svarer til ca. 43 m3/år.
Hold øje med usædvanlige udsving. Sammenlign eventuelle forbrugsudsving med omstændigheder som vejr, gæster, ferie, varmt vandforbrug etc.
Fejl i dine installationer eller målerstop kan medføre et urealistisk forbrug. Vi har som vandværk ret og pligt til at beregne dit forbrug i den periode, hvor der har været problemer. Kun dokumentation, igennem dine regelmæssige aflæsninger, vil kunne ændre vurderingen/beregningen. Ved konstateret målerstop skal du omgående kontakte Børkop Vandværk.
Måleren skal vise rigtigt
Vi skifter mange målere, som af en eller anden grund er defekte. Den slags målerudskiftninger sker i langt de fleste tilfælde efter henvendelse fra kunden, der selv har set, at der er et eller andet galt med måleren.
Vi skifter også mange målere, som tilsyneladende ikke fejler noget. Det kan virke underligt, men årsagen til den slags målerudskiftninger kan være, at måleren er blevet udtaget til stikprøvekontrol. Lovgivningen kræver nemlig, at vi skal holde øje med idriftværende måleres nøjagtighed, og det gør vi ved at udtage stikprøver af idriftværende målere til driftskontrol.
Prøveresultaterne fra de testede målere bestemmer, om de øvrige målere i samme periode og af samme type fortsat kan forblive i drift i en årrække eller om samtlige målere skal skiftes.
Driftskontrol foretages af akkrediteret målerlaboratorium.
Brugervejledninger
Nedenfor finder du brugermanualer til de oftest anvendte målere. Har du en måler, der ikke er på listen, er du velkommen til at kontakte vores målerafdeling for en forklaring på, hvordan du kan aflæse din måler.
Kamstrup MULTICAL 21
Kamstrup flowIQ 2200